Fra Jyderup lokalarkiv4
| 1955 april; H. C. Andersens fødselsdagsmindet (150 år)
H. C. Andersen 150 årsdag mindedes på en smuk måde i dag på byens skoler. På Jyderup Realskole blev i alle klasser læst H. C. Andersen eventyr og sunget flere af digterens smukke sange, og i overlærer frk. Hansens klasse opførte børnene "Fyrtøjet" som dukketeater1 1955 maj; H. C. Andersen optog af børn skal illustrere ti eventyr Rammerne om underholdningsprogrammet til jubilæumsdyrskuet i Jyderup lagt. Ordningsudvalget for amts- og jubilæumsdyrskuet i Jyderup den 4. og 5. juni har fundet anledning til at supplere årets H. C. Andersen festligheder med et storstilet børneoptog, der skal illustrere ti af den gamle digters eventyr, på den anden dyrskuedag. Lærerpersonalet på Jyderup kommuneskole og Realskole har i samarbejde med Sct. Georgsgilnet påtaget sig iscenesættelsen af arrangementet, og det er tanken, at børnene, der får originale dragter, skal køres i pyntede vogne2 |
| 1977, maj; Ukendt side af H. C. Andersen
Ved lokalhistorikeren Vilh. Rørbech Jyderups lokalhistoriker, pens. lærer Vilh. Rørbech, gransker i mange andre sider af vort lands historie end lige netop lokale, og alligevel er der hele tiden berøringsflader, som f.eks. ved at læse om digteren H.C. Andersens besøg hos digterpræsten B.S. Ingemann der ofte var gæst i Stigs Bjergby præstegård og holdt af ture til Skarridsøen, hvor det menes han skrev "Fred hviler over land og ny", - og H.C. Andersen som havde en stor del af sin skolegang i den gamle Latinskole i Slagelse, - og som bekendt eksistere Latinskolen, som fredet bygning den dag i dag. I betragtning af, at H.C. Andersens digtning er fælleseje for os alle, mener Vilh. Rørbech, at det sikkert vil interessere adskillige også at høre om ellers ukendt sider af mennesket H.C. Andersen, for måske derigennem at få endnu mere udbytte af hans digtning. Vilh. Rørbech skriver; Marie Hauch, senere gift med præsten Thomas Skat Rørdam, den sidste så berømte biskop, fortæller i sine erindringer om digteren H.C. Andersen besøg i Sorø; - Vi børn var meget optaget af, at H.C. Andersen var gæst hos B.S. Ingemann. Det var han et par gange om året, og så vidste vi, at også vi kunne vente hans besøg. Hauch var lektor på Sorø Akademi, hvilket Ingemann også var på det tidspunkt. Det var en stor begivenhed for os at se hvordan H.C. Andersen kunne klippe de dejligste ting ud i papir, kirker med høje tårne, danserinder, som kunne stå når han blæste på den og det så ud som om de dansede. Ingen kunne som han, fortælle historier - og dengang holdt han virkelig meget af børn, siden blev han så nervøs, at han ikke kunne tåle børn stod ved hans side. I sin første ungdom kom H.C. Andersen meget hos Oehlenschlægers, hvis datter Charlotte havde "kastet sin gunst" på ham og kunne trække ham op... men også latterliggøre ham. I sin næsten barnlige uskyldighed ikke straks så denne latterliggørelse, men var en lidenskabelig beundre af Charlotte. På det tidspunkt var digteren temmelig "fynsk" og kunne desuden ikke udtale et d, det blev erstattet med s eller j, når det var inde i en sætning. Ved et ungt selskab hos Oehlenschlægers havde Charlotte aftalt med veninder, at de ville få H.C. Andersen til at deklamere digtet "Det døende barn" - gæsten var straks villig. Der blev stillet en forhøjning midt på gulvet og omkring forhøjningen en halvkreds af mange tændte lys. Her deklamerede digteren og da han nåede til verset, hvor barnet siger til moderen, at hendes kind var våd, kom til til at lyde således: "De er vå's, og dog som ild den brænder. Mojer, Jeg altis være din" ... Da nærmest brølede alle af latter og H.C. Andersen sprang fortvivlet over alle lysene og løb hjem uden hat og overfrakke. Det varede mange dage inden Charlotte fik tilgivelse af sin eller så beundrende ven, og forældrene blev oprigtigt bedrøvede over, at den berømte gæst skulle overgå en sådan krænkelse i deres hjem. I København var H.C. Andersen ofte gæst hos kommandør Wulff, hvor fruen og døtrene tog sig kærligt af gæsten. Kommandøren delte ikke damernes syn på "denne Andersen", som han nærmest så ned på, men beundrede Heibergs digtning. - En dag læste kommandøren et meget smukt digt i avisen, underskrevet med et H., og udtalte efter at have læst digtet: "Ja, det kan man ikke tage fejl af, det er Heiberg og der er dog ingen, der skriver som han" ... Wulffs ældste datter sad ved H.C. Andersens side og havde hans fortrolighed. Med han tilladelse oplyste hun sin far om, at det var H.C. Andersens digt, hvorpå kommandøren kastede avisen på gulvet, trampede på den og udbrød rasende: "Så er det min salighed noget scchkidt!! - Hvorpå han forlod stuen. - H.C. Andersen blev så krænket og nedslået, at han brast i gråd. Lidt efter kom Wulff ind igen, gik hen bag gæstens stol og sagde blot, samtidig med at trække blidt i H.C.'s øre: "Hans Christian Andersen" Det var hans måde at udtrykke "om forladelse på" Det havde rørt H.C. Andersen dybt, at høre sin mor berette om, hvordan hun som lille pige blev sendt ud for at tigge, men satte sig under en bro og græd fordi hun ikke kunne gøre, hvad hun var befalet. Det fik siden H.C. Andersen til at skive "Den lille pige med svovlstikkerne". - Sammen med sin mor havde han kendt fattigdommens åg og den nød, men de havde også drømmene i sig, om hvor kønt og velsignet en nytårsaften kunne forløbe eller burde være. Om H.C. Andersens inderlige kærlighed til sin mor, har han gennem sin digtning noget at sige efterverdenen om, hvordan en mors kærlighed er parat til, at ofre alt for sit barn. Historien om den lille pige er kendt over hele verden og oversat til mange sprog. Som moden mand digtede han om sine tanker mod en afslutning, den afslutning der kommer for os alle, og betagende skrev han: Løft mig bort, du stærke død, til åndens store land. Jeg gik den vej, som Gud mig bød, fremad dem oprejst pande. Hav tak, o Gud, for hvad du gav, hav tak for hvad der kommer. Flyv død, hen over tidens hav, bort til en evigsommer Vilh. Rørbech3 |